Tand for tunge.

Kaninens hoved er et nærmere studie værd. Prøv rigtigt at se det både fra siden, forfra, ovenfra, bagfra og nedenfra

Man kan se ligheder med mange andre dyrehoveder f.eks. harer, kænguruer eller lamaer. Noget af det man først lægger mærke til, er næsens ,,mimeren", hvor næsens øverste del vippes op og ned, enten i takt med vejrtrækningen eller uafhængigt af den. Hvad kaninen bruger denne mimen med næsen til kan iagttages under forskellige forhold, hvorunder denne mimeren aktiveres bevidst. I varmt vejr er vejrtrækningen lidt hurtigere, således at kaninen kan svede fra næsens slimhinder. I ekstrem varme spiles næseborene ud, og kaninens vejrtrækning går over i en ,"gipsen". Det kolde vejr får næsen til at lukke sig mere, således at den kolde luft ,,forvarmes" når den tages ind gennem den snævre indgang.

Men duftinformationerne forstærkes også ved et snævert næsebor, og derved kan kaninen intensivere sit lugteorgans formåen, og dermed få det til at supplere indtrykkene fra det gode syn og den gode hørelse. Ligesom alle andre pattedyr, har kaninen sin næse siddende umiddelbart foran sin mund, hvormed den indtager sin føde. Den har således både duft- og smagsinformationerne siddende i umiddelbar nærhed af hinanden, og kan lade disse organer supplere hinanden, - sådan som også vi mennesker gør det.

Den nederste del af et kranie er en løsdel, kæben, som er samlet til den øverste del med et par kraftige muskler, der kan trække kæben op mod den øverste del -enten i en direkte op og ned bevægelse, eller i en tværgående bevægelse. Den op-og nedadgående bevægelse ved fødeindtagelse kender vi fra vores egen tyggebevægelse, men den tværgående tyggen kender vi bedst fra drøvtyggerne, hvor kæben samtidigt med at den trækkes op, bevæges fra side til side.

Kaninen behersker begge tyggemåder, idet den bruger den op- og nedadgående når den bider med sine fortænder, og den sideværts tyggen, når den bruger sine kindtænder. De fleste gange er tyggeriet en kombination af begge måder, for indtagningen af føden kan foregå så hurtigt, at der ikke i farten bliver brugt kun den ene eller den anden.

Kaninens tænder bliver altså slidt både på den ene og den anden led, og det er derfor hensigtsmæssigt, at kaninens tænder er af en særlig bygning.

Kaninens tænder er ,,rodløse", og det vil til forskel for tænder med rødder - som mennesketænder - sige, at de hele tiden vokser. Som man kan se på tegningen slides der ret ensidigt på fortænderne, men sådan at tandslid og tandvækst afbalancerer hinanden. Også kindtænderne vokser og slides, men det er på overfladen, sådan som vi også kender det fra heste.

Sker der nu noget med tandstillingerne hos kaninerne, bliver sliddet unormalt, og tænderne vokser uhæmmet.

Tænderne i kaninens mund består foran af to store fortænder i overmunden og to store tænder i undermunden. Den har ,,overbid" sådan at de øverste fortænder er placeret foran de nederste, når munden lukkes. Efter fortænderne er der et kæbeparti, hvor der ikke er ansat tænder før kindtænderne, hvoraf der findes seks i hver side - oppe og nede i munden.

Som noget specielt for kaninen findes der bag de store fortænder, nogle meget små tænder, der ligger tæt op ad dem. De slides ned sammen med de store, og udgør sammen en helhed som tandsæt. Kindtænderne sidder i rækker af seks stk. i hver side af kæberne.

Tungen ligger bag og mellem tænderne, og er primært til at flytte fødemassen rundt i munden til bearbejdning af kindtænderne. I munden bliver føden blandet med spyt fra de kirtler, der udmunder i mundhulen. Tungen kan ligesom vores formes som en rund klump inde i munden, og kan gøres lang og stikkes ud af munden, hvis der er noget som skal fjernes fra læberne.

Over fortænderne dækker overlæben, der hos kaninen er delt med en fure fra det nederste af næsen og nedad.

Tungen er også en aktiv del, når kaninen skal drikke vand. Den sænker munden ned, så læberne er under vand, og den både suger og bruger tungen til at labbe vandet i sig - enten bag fortænderne eller lidt sidelæns ud af munden. Der er nok mange, der har oplevet den situation, at kaninen har stukket munden ned i vandtruget mens man er ved at hælde vand i det, og får vand op i næsen, hvorved den kommer til at nyse for at få det ud i en fart.

Faren fra læberne og op til næsen er også en årsag til, at det kan være svært at opflaske små kaninunger med sutteflaske, for mælken løber meget let op i næsen, hvis sutten giver for rigelig væskemængde, og resultatet kan blive væskefyldte lunger, og det er bestemt ikke noget, der fremmer levedygtigheden - tværtimod, de drukner i mælken, fordi de ikke kan hoste den store mængde væske op.

Tænder, der vokser uden at blive slidt på den rigtige måde, kan i løbet af meget kort tid blive et problem for fødeindtagningen. Man regner med at tænderne vokser Ca. en cm. på en uge, og med den fart kan tænderne hurtigt blive en hindring for kaninen i at spise den mængde føde den behøver for at opretholde sit huld og tilvækst.

Ser man ikke sine kaniner efter på tænderne med jævne mellemrum, så kan en forkert tandstilling måske opdages ved et dårligere huld, eller en unaturlig måde at indtage sin føde på. Opdages en dårlig tandstilling indenfor de første par måneder af en unges levealder, er tandstillingen ganske sikkert arveligt betinget, og det nytter ikke kun at fratage livet af de unger, der har tandfejl, både faderen og moderen har arveanlægget i sig, og selv om 1/4 af ungerne ikke har arveanlægget for tand-fejl, så skal der kontrolparres og bruges masser af tid og plads, for at finde frem til de ,,sunde" dyr, så man bør gribe om ondets rod, og fjerne også forældredyrene fra avlen sammen med ungekuldet. Det er en usaglig måde at komme ud af problematikken ved blot at parre de fejlbærende forældre med andre avlsdyr, for ,,sorteper" gives bare videre til de nye unger skjult for opdrætterne, men dukker så op igen, når to unger senere sættes sammen, der har fået denne ,,sorteper" fra en af sine forfædre.

At der skulle være visse racer, som særligt skulle være udsatte for at have dårlige tandstillinger, f.eks. på grund af kortere snudepartier, har jeg ikke kunnet finde noget belæg for, men hos de racer, der herhjemme kun findes i et begrænset antal, kan det forekomme, at tandfejl kan florere, fordi det er en lille gruppe med tæt familieskab. Det er ikke indavlen, der giver tandfejlene, men indavlen er ,,sladderen", der fortæller, at der er noget galt.

På små unger kan man i de første uger se, at tandstillingen er ,,tangbid". Det er ikke nogen fejl, for tænderne bliver korrekte, men en god ting er det at følge mere med i tændernes udvikling og slid. Selv om en tand knækker, vokser tanden videre inde i kæben, og der vil efter en tid vokse en tand ud, men det kræves, at hullet holdes rent for foderrester, for at der ikke skal opstå råddenskab i fordybningen. Nogle mennesker, der ikke nænner at aflive en kanin med underbid, vælger i stedet at klippe tænderne med korte intervaller, men man kan så stille spørgsmålet om det er en værdig tilværelse for en kanin? Der er heller ikke her kun een mening om det!