Reproduktion hos kanin

7. Reproduktionssygdomme.

Reproduktionssygdomme er et meget stort kapitel, som da også her kun skal omtales summarisk.

Falsk drægtighed eller pseudodrægtighed er det hyppigst forekommende reproduktionsproblem blandt kaniner. Baggrunden er, at ægløsning fra æggestokken ikke har medført drægtighed. Dette ses med flere forskellige baggrunde. En ægløsning kan godt finde sted efter megen berøring, klipning eller hunner i flok der forsøger at parre hinanden. En sådan ægløsning resulterer selvsagt ikke i nogen befrugtning, og vi har problemet pseudograviditet.

Kun i 2-3 uger er æggestokkene i stand til at bilde hunkaninen ind, at den er drægtig. Herefter skulle moderkagerne have overtaget produktionen af drægtighedshormonet (se art. 4 drægtighed). Da der jo ingen moderkager er til at udføre dette job, ja så tror organismen, at det må være tid at føde. Hunnen bygger rede og der sker ikke yderligere.

Ligesom drægtighed ofte er let opnåelig et par dage efter en foling, således også efter afslutning af falsk drægtighed. Organismen tror jo nemlig, en fødsel har fundet sted.

Kalkchok:

Kalkchok også kaldet fødselskramper, fødselslammelser, mælke"feber" m.m. er ganske enkelt en tilstand af kalkmangel. Det ses hos meget produktive hunner ofte ved 3.14. gangs folinger.

Der iagttages sløvhed, slaphed, ringe ædelyst, for lav temperatur og i enkelte tilfælde kramper i slutfasen.

Efter først af have produceret mange fostre, skal hunnen nu desuden i gang med at producere en stor mælkemængde. Det er et samspil af disse faktorer der tilsammen medfører kalkmagelen.

Dyrlægebehandlingen vil være kalkinjektioner evt. suppleret med stimulerende behandling. Fuld helbredelse ses i langt de fleste tilfælde.

I sjældne tilfælde skyldes bedækningsimpotens hos hankanin en hormonmangel eller anden mangel. Oftere skyldes det mislykket seksualdebut, f.eks. overfald af udpræget aggressive hunner. Al begyndelse er svær, og førstegangs parrende hanner bør tilbydes rolige og villige hunner. øvelse gør så derefter mester, og senere skal hannen så nok vise sig at have fået så megen selvtillid, at han oftest også vil kunne klare de mere knibske hunner.

Kaninsyfilis:

En ret sjælden reproduktionssygdom i dag er kaninsyfilis. Alligevel bør den vel i disse aids-tider kort nævnes. Årsagen er bakterien Spirochaeta cuniculi. Symptomerne er knudrede, væskefyldte hævelser og sår på hunnernes hævede skamlæber og for hannernes vedkommende på forhud og yderste del af penis. Spredning sker ved parring, hvor et eller begge individer er smittede. Sygdommen kan således begrænses blot ved konsekvent samparring af jomfruhunner med førstegangsparrende hanner. Videre fremover undlades på samparring af disse sygdomsfrie dyr med gamle og smittede dyr. Visse antibiotika er i stand til at bekæmpe bakterien og dette fører videre til sidste afsnit:

Infektioner:

De almindeligste reproduktionsinfektioner ses som livmoderbetændelser og mælkekirtelbetændelser. Symptomerne er henholdsvis skedeflåd eller hævede mælkekirtler. Ædelysten kan være meget nedsat. Ofte ses ret god bakteriedræbende effekt af det ene eller det andet antibiotikum. Der er dog så mange meget forskellige antibiotika og endnu flere forskellige bakterier, at en forudgående dyrkning af betændelsesbakterien oftest vil være det rigtigste. Ved en resistensundersøgelse vil så afspejles, hvilket antibiotikum der i netop pågældende tilfælde er bedst.