3.Parring og befrugtning.

En parring hos kanin kan i princippet altid føre til det endelige mål: Drægtighed. Dette skyldes, at kaniner har specialiseret sig i en helt speciel mekanisme.

Straks under kaniners parringsakt ændrer hannens penis position i takt med størrelsesforøgelsen fra skråt bagudrettet til fremadrettet på grund af forskellige musklers indbyrdes anatomiske forhold. Hankaninens velkendte hurtige rytmiske parringsbevægelser tjener til at stimulere hunkaninen til at lette sig og derved fremme ekspeditionen. Hankaniners evner i så henseende er meget forskelligt udviklet. En han kan få næsten enhver hun til at rejse sig og til næsten alle tider. En anden han kan næsten aldrig få hunner med på legen og da kun på ganske bestemte tidspunkter. Den første illustrerer det faktum, at hunkaniner IKKE har en egentlig brunstcyklus, men altid er klar (heraf nok kaniners rygte). Den sidste viser, at der dog ligger en vis rytme bag, om end denne varierer en del fra dyr til dyr og  af årstid (lysmængde). Rytmens intervaller varierer fra 14-15 dage op til 18-21 dage. Denne rytme er dog kun en rytme i hunnens mere eller mindre villighed til parring og ikke en rytme i ægløsninger og mulige drægtigheder. I modsætning til de fleste andre pattedyr, der har ægløsning i forbindelse med hver brunst (med 3 eller 4 ugers mellemrum), så har hunkaninen i sin visdom rationaliseret forholdene så kraftigt, at hun kun har ægløsning i forbindelse med en parring, for på den måde at undgå at æg går til spilde.

Der sidder hos den kønsmodne hun et passende antal modne æg i æggestokkene konstant klar til løsning. Lidt firkantet sagt sker følgende: Ved en velgennemført parring sker der en kraftig stimulering af hunnens skede. Skeden sender så hastebud til hypofysen i hjernen og sladrer om det nys hændte. Hypofysen fortæller så straks æggene i æggestokkene, at nu er det med at slippe fri og komme af sted, for nu er der chancer for gevinst. Ægløsningen sker så ca. 1O timer efter parringen.

Æggene kan kun befrugtes efter de er frigjort fra æggestokkene og opfanget af tragten. De kan kun befrugtes i forholdsvis kort tid (8-10 timer) efter løsningen. Befrugtningen sker således allerede i tragten eller den øverste del af æggelederen . Når naturen nu er således indrettet, at han-kaniner ved ét skud afleverer op mod 500 millioner sædceller, skyldes det jo nok, at 10 ikke er tilstrækkeligt til at producere 10 unger, og sådan er det da også. Som nævnt i artikel 2, har dyrlæger på Landbohøjskolen fundet frem til, at der skal en dosis på ca. 350.000 sædceller til for at sikre optimal kuldstørrelse. Dette hænger bl.a. sammen med, at langtfra alle sædceller kan nå at svømme helt op til tragten ved hunnens æggestok, før de dør af alderdom og udmattelse 24-48 timer gamle. Svømmeturen ville da også svare til, at vi andre skulle svømme adskillige tusinde meter. Endvidere hænger sædcellernes mangfoldighed også sammen med, at de skal hjælpe hinanden med at gøre det løsnede ægs "skal" porøs, så den eneste ene kan trænge gennem. Denne "mørning" sker ved hjælp af et enzym, som sædcellerne har ved deres hoveder. Når haletudserne med hovedet bombarderer det løsnede æg, sørger dette enzym for, at "æggeskallen" gradvis bliver gennemtrængelig. Så snart én sædcelle så er sluppet ind i ægget, er befrugtningen sket, og en hurtig modreaktion i skallen sørger for, at ikke flere sædceller får adgang. Med andre ord, kampen er slut, en ny kanin er grundlagt.