Her er en kort beskrivelse af de kaninracer som er under SHK:

Schecke og Hollænder Klubben præsentere

Rhinsk Schecke

Det er mutationerne pludselige ændringer i arveanlæggene vi kan takke for de mange racer og varianter vi har i dag. Men hvis det var mutationerne, der bestemte antallet, ville antallet være langt mindre. Den overvejende del af varianter og racerne skyldes kombinationer mellem to eller flere af de mutationer, vi har fået forærende. Kun ganske få racer har en mutation som grundlag Chinchilla er en af dem. Rhinsk Schecke har flere mutationer som grundlag, også kombination af disse.

"De forhåndenværende søms princip" Kombinationerne er først i nyere tid sket efter en i forvejen lagt plan, på baggrund af arveanlæggene. Det er navnlig tyske og engelske forskere der har eksperimenteret med kombination af arveanlæg. Før i tiden, inden man kendte til arveanlæg og avlsprincipper, var det rene tilfældigheder, når planløse krydsninger gav resultater i form af nye racer og varianter. Nysgerrighed var ofte drivkraften. Man parrede to racer eller varianter sammen for at se, hvad der kom ud af det, eller man havde udelukkende kaner for at skaffe godt og velsmagende kød til husholdningen, uden at kende til eller interessere sig for raceavl. Under sådanne forhold skete sammenparringerne efter "de forhåndenværende søms princip". Og netop sådan er Rhinsk Schecke opstået.

Godt naboskab gir en ny race

I Tyskland, nærmere betegnet i byen Grevenbroich i Rheinland, boede en der netop havde kaniner for kødets skyld. Det er nu ikke han, men derimod hans nabo, Josef Heinz, der har hovedrollen i tilblivelsen af Rhinsk Schecke. I 1901 kom den foromtalte nabo over til Heinz for at få parret en hun med en af Heinz´hanner. Heinz med hollænder og Japaner. En Japaner han blev udvalgt, fordi den sikkert var den største. Hunnen var vildtgrå broget, men med tydelig anlæg for schecketegning. I kuldet som blev resultatet af, denne lidt anden form for nabohjælp, var der en japanerfarvet unge, med en meget dårlig schecke tegning, men den var tegnet.

Fornuftig start

Heinz var uden tvivl en opdrætter med både raceforståelse og opdrættersnilde. Han så straks, at her var der tale om noget helt nyt, og overtog så ungen fra naboen. Ligeledes lykkedes det ham at få overtalt nogle schecke avler i området til at få parret enkelt af deres hunner med hans japaner hanner. Ungerne fra disse kuld overlod schekce avlerne så til Heinz. Allerede i 1905 havde Heinz oparbejdet en stamme af dyr der avlede rent for japaner farven, og så rent for tegning som man nu kan forlange af en Schecke. Samme år fik han optaget sin nye "race" under navnet Dreifarbenschecke. Navnet blev senere ændret til Rheinische Schecke, opkaldt efter racen hjemstavn.

Til andre lande.

Schweiz var det første land der optog Rhinsk Schecke i deres standard. Det skete allerede i 1907, blot 2 år efter at den blev anerkendt i Tyskland. Derefter fulgte Holland i 1919. Frankrig og Belgien optog racen i begyndelsen af 1920'erne.

Racen blev første gang præsenteret i Danmark ved Landsudstillingen i 1952 i Hjørring. Altså 50 år efter at racen blev godkendt i sit hjemland. Udbredelsen i Danmark var i starten meget sparsom. Racen blev kun præsenteret med nogle få eksemplarer på Landsudstillingerne der fulgte. Racen er stadig ikke så udbredt, men der er i dag en lille, men trofast, og dygtig flok opdrætter der holder ved. Det gør de faktisk så godt, at det ikke er sjældent at se Rhinsk Schecke ligge på top placeringer på udstillingerne.

Rhinsk Schecke i Standarden

Rhinsk Schecke har en idealvægt på 3,01 - 4,0 kg, og hører der med til i gruppen af mellem store racer. Typen på Rhinsk Schecke er kendetegnet ved forholdsvis lange ører, som igen harmonere med kropsstørrelsen. Kroppen er lidt langstrakt med en let knejsende holdning. Tegningen er delt i krops- og hovedtegning. Hovedtegningen består af sommerfuglen, øjenringene, kindpletterne og ørefarven. Kropstegningen af 7 - 10 sidepletter og en så jævn som mulig og lige bred ålestreg fra nakken til halespidsen. Tegningens farve skal være to-farvet enten sort/rødgul eller blå/rødgul. Hvor ingen af farverne må dominere over hinanden.

Til Top

Schecke og Hollænder Klubben præsentere.

Hollænder.

Denne races opståen er ikke kendt, men et er sikkert det er en meget gammel race. På nogle hollandske malers arbejder fra 1500-tallet vises hollandske personer sammen med kaniner med tydelige anlæg for hollændertegning. Dog findes der et maleri fra 1401 der forestiller kaniner og fritter, og hvor kaninerne ligeledes har noget, der kan ligne hollændertegning. Vi skal frem til 1800-tallet, før man kan tale om en egentlig race.

Holland, Belgien - eller England.

Man skulle jo tro at en race der hedder hollænder, så også stammer fra Holland. Men det er nu ikke rigtigt. Kaniner med hollænder lignende tegninger kendte man før 1800 i den belgiske provins Brabrant. De blev kaldt Brabocon. Belgien og Holland var fra 1815 til 1830 samlet under den hollandske konge. I den periode købte englænderne et betydeligt antal Brabacon. Englænderne kaldte dem Dutch Rabbit. Så hollænderen stammer fra Belgien. Det er dog englænderne der skal have æren af at have fremavlet den Hollænder, vi kender i dag. Fra England kom Hollænderen til andre lande. I Tyskland udstilles den første gang i 1890. Schweiz far den i 1895, og Holland og Belgien omkring 1890'erne.

Til Danmark

Vi ved desværre ikke med sikkerhed, hvornår Hollænderen kommer til Danmark. Racen blev ikke udstillet på den første danske udstilling, der afholdtes i 1895. Den er dog med i standarden fra 1917. Standarden fra 1917 angiver en vægt på 2 - 2,5 kg som idealet.

Som det er gået med adskillige andre racer har udbredelsen svinget stærkt. Under 2. verdenskrig og årene derefter, var der penge i produktionen af kød, skind og uld. Hvilket gik udover en sportsrace som Hollænderen. Det kunne ses på blandt andet LU-53 i Slagelse, hvor der kun blev udstillet 1 (én) Hollænder. Siden er racens popularitet steget støt, og må vel nok i dag betragtes som den mest udbredte og udstillet tegningsrace. Stærkt medvirkende til denne popularitet, skyldes helt sikkert, at Hollænder, i kraft af sit temparament og rolige væsen, er blevet utrolig populær som Hop kanin.

Lang række anlæg.

Hollænder tegningen skyldes en lang række anlæg. Går man udfra et ensfarvet, sort dyr, vil et enkelt eller ganske få hollænderanlæg give en smal, hvid blis i panden og lidt hvid på forpoterne. Kommer der flere anlæg på, bliver blissen til en kile, der forbinder det hvide med snuden, og de hvide på forløbene rykker tilbage, den smalle ring om kroppen bliver bredere og bredere og når efterhånden hen til midt på kroppen. Det var på denne måde englænderne omdannede Braba-con til Hollænder. Man udtog stadig de lyseste dyr, dem med flest hollænderanlæg. Så kom tegningen så sige af sig selv. Standarden fra 1917 taler om "den hvide tegning", men vi regner jo med i dag at det er de farvede partier der er tegningen. Men den gamle standard har faktisk ret. Hollænderanlæggene skaber de hvide partier på en farvet kanin, ikke de farvede partier på en hvid kanin.

Farven

Tegningens farve er godkendt i alle de i Standarden beskrevne pelsfarver, samt i tegningskombinationen Japanertegnet/Hollændertegning. Sort var i mange år den dominerende farve, men nu er, i særdeleshed, Japanertegnet kommet med. Vil man have succes på udstillinger med Hollænder bør man nok koncentrer sig om en enkelt eller to farver. Men med en mængde indsigt i sit avlsmateriale kan det godt lade sig gøre at avle flere forskellige farver. Det er der flere af Schecke og Hollænder Klubbens medlemmer, der gang på gang beviser.

Til Top

Schecke og Hollænder Klubben præsentere.

Lille Tysk Schecke

Lille Tysk Schecke er en forholdsvis ung race. Den nævnes første gang i Danmark i forbindelse med en omtale af Europaudstillingen i 1979. Forfatteren siger at den er en nyhed er bør importeres til Danmark, hvilket den også meget hurtigt blev.

Blandt eksperter er der stor uenighed om oprindelsen af Lille Tysk Schecke. Tyskerne siger at den er af tysk oprindelse, hollænder siger hollandsk, franskmændene siger Det tidligere Tjekkoslovakiet. Tyskerne har et navn at sætte på faderen til deres Lille Tysk Schecke, det er Arnold Hut i Dachingen der i 1972 satte sig for at fremavle en miniature udgave af Tysk Kæmpe Schecke. Han startede med at krydse TKS med Engelsk Schecke, men fik store problemer med "kæden". Da det så ud til at han måtte opgive sit forehavende, fik Arnold Hut oplyst at der i årtier i Tjekkoslovakiet havde eksisteret en schecke i den udgave han ville fremavle, så med hjælp af importer der fra, lykkedes det ham efterhånden at nå sit mål. Lille Tysk Schecke blev optaget i den tyske standard i 1977. Hollænderne siger at de kom først, da de allerede havde den i deres standard i 1975. Men der er nok ingen tvivl om at Tjekkoslovakiet kom først. Lille Tysk Schecke kom til Danmark i 1979, og blev optaget i Nordisk Kaninstandard i 1980.

Lille Tysk Schecke i Danmark

Det var Jørn Clevin, Kastrup, der importerede Lille Tysk Schecke til Danmark. Han introducerede Lille tysk Schecke, sammen med en anden racer der er en mindre udgave af en kæmpe race, nemlig Lille Tysk Vædder. Jørn Clevin præsenterede racen for standardudvalget på et møde i Slagelse og på et efterfølgende møde i Nordisk Standard komite i Norge, blev lille Tysk Schecke optaget i Nordisk Standard med virkning fra november 1980. Man valgte at kalde racen Lille Tysk Schecke, for at markere oprindelsen og lighede med Tysk Kæmpe Schecke.

Racen har aldrig haft den store udbredelse i Danmark, men der findes dog avler i Schecke og Hollænder Klubben der har taget racen til sig. Disse opdrætter gør det så godt at man må sige at der er noget at bygge på i det avls materiale vi har med Lille Tysk Schecke

Lille Tysk Schecke i Standarden

Med en idealvægt på 3,01 - 3,70 kg, hører Lille Tysk Schecke til i den lette ende i gruppen af Mellemstore racer. Typen på Lille Tysk Schecke er kendetegnet ved ørenes længde harmonere med kropsstørrelsen. Kroppen er langstrakt uden at virke smal. Kropsstillingen giver en let knejsende holdning. Tegningen er delt i krops- og hovedtegning. Hovedtegningen består af sommerfuglen, øjenringene, kindpletterne og ørefarven. Kropstegningen af ålestregen og sidepletterne. Ålestregen begynder i nakken, ved øreroden, og går uden afbrydelse til haleroden. Den skal være så jævn som muligt med samme bredde fra skulderbladene til haleroden. De 3 - 7 sidepletter sidder på siderne af kroppens bagerste halvdel og på låret. De er fritstående og symmetrisk fordelt på begge sider Tegningens farve er godkendt i sort, blå brun, rødbrun (Madagaskar) og gulbrun (Isabella). Grundfarven er hvid på alle varianter.

Til Top

Schecke og Hollænder Klubben præsentere.

Hotot.

Hotot er også en af de racer der har fået sit navn efter den by hvor den opstod. Racen opstod i den nordfranske by Hotot-en-Ange. Og denne gang er det en kvinde som står opført i historiebøgerne som "ophavsmand" til Hotot.

Navnet udtales på fransk på følgende måde. Man skal gøre H'et og det sidste t stumt og sig O-to, med tryk på sidste stavelse. Man kan da også bare forblive dansk og bruge et af racens kæle- eller øgenavne og kalde den Hottentot eller Knold og tot.

Længe om at komme i standarden

1902 står opført som året hvor den første Hotot så dagens lys. Men det gik meget langsomt med at få Hotot optaget i standarderne. I hjemlandet Frankrig skete det først i 1922. Schweiz optog den i 1927. Tyskland ventede helt frem til 1961, og englænderne endnu længere.

Hotot i Danmark.

I 1963 blev forfatteren, digteren og daværende formand for Sportavlerklubben, Jens Trøst Jørgensen, sendt til en stor udstilling i Utrecht i Holland, for at importere forskellige racer til danske kaninavlere. Blandt de indkøbte dyr var "Witte van Hotot", som var blevet bestilt af en avler fra nordjylland. Racen blev officielt præsenteret på Sportsavlerklubbens stand på Landudstillingen i 1964 i Vejsgårdhallen i Ålborg. Racen vakte straks en vis opsigt. Mærkelig nok gik der yderligere 2 år inden racen blev optaget i Nordisk Kaninstandard.

Lys Hollænder, lys Schecke eller noget helt tredje ?

Der har hersket og hersker stadig nogen tvivl om, hvad Hotot er for en fyr. Som man ser af den gengivne variationsrække hos hollænder kan der være tale om en lys hollænder. Derfor taler også, at blandt de fejltegnede i kuldene hos Hotot, har størsteparten en tydelig tendens til hollændertegning. At Hotot skulle være en lys scheckevariant anses for udlukket. Hvordan skulle man kunne avle ålestreg, sidepletter og øretegning væk og samtidig bevare en øjenring, der oven i købet oftest er mere velformet end hos scheckerne ?

De nyeste fagbøger mener at Hotot både har hollænder- og scheckeanlæg. Rent praktisk er dette faktisk blevet bevist. Paul Johansen, Oldenkrog, som har arbejdet med at overførere hototanlægget til Hermlin har haft tydelige identifikationer på at dette passer. Der findes kun ganske få Hotot opdrætter i Danmark, men vi har da set dem på forskellig udstiller inden for de sidste par år.

Hotot i Standarden

Hotot har en ideal vægt på 4,01 og højere, og hører dermed til gruppen af store racer. Kropsformen på Hotot kræves middellang til kort, og med en forholdsvis god bredde. Den er harmonisk bygget uden fremtrædende knogler. Brystet er bred og fast. Ryggen er med en god muskelsætning. Forløbene kræves kraftige og lige, og skal bære kroppen frit fra underlaget. Bagløbene er kraftige og skal bæres parallelt med kroppen. Tegningen består af en ring, som går ubrudt rundt om øjnene. Ringen skal være 3 - 5mm bred. Regelmæssig, skarpt afgrænset mod grundfarven, som er hvid

Til Top

Schecke og Hollænder Klubben præsentere.

Russer.

"Kært barn har mange navne", siger man. Hvis det er rigtigt er Russer det kæreste barn i kaninracernes familie. Her er et par eksempler:

Kinesisk, Ægyptisk, Afrikansk, Sibirisk og Himalaja kanin. Og så må vi selvfølgelig ikke glemme Russer ! Det er navnet i de fleste lande i dag, dog holder englænderne fast på Himalaja. De mange eksotiske navne skyldes sælgers forsøg på at gøre racen endnu mere spændende og attraktiv.

Darwin kendte til Russeren.

At racenavnet fortæller noget om en races oprindelsesland, holder ikke stik. Hollænder kommer ikke fra Holland, Japaner ikke fra Japan. Og Russer er ikke fra Rusland. Racen viste sig næsten samtidig i både England og Frankrig. Dog regnes England for oprindelseslandet. En enkelt mutation i farveanlæggenes A-serie, og man har Russerens karakteristiske tegning. Russer er sikkert opstået blandt Vildkaninen, som den har størrelsen fælles med. At man mener at en ny race skulle være opstået blandt vildkaniner, skyldes at den berømte engelske naturforsker, Charles Darwin i en udførlig beskrivelse fra ca. 1840 bl.a. siger, at dyrene var farvede på halens overside, men hvide på undersiden.

Man har i flere hundrede år tidligere kendt kaniner, som var et resultat af en mutation i den samme A-serie, nemlig Albino-kaniner. Russeren starter også som albino. Men når de skifter den første ungepels sker der noget. Snuden, ørerne, den yderste del af løbene og halen bliver farvet. Dette har noget at gøre med temperaturen i huden at gøre. Blod gennemstrømningen i disse yderpunkter foregår lidt dybere i hudens overflade, som derved giver nedsat temperatur i huden, og derved virker russeranlægget. Den kendte tyske dyreforsker Hans Nachtheim, mener at have bevist dette, ved at barbere nogle af hårene af på bagkroppen af en Russer på et tidspunkt, så de voksede ud igen i kulde, og de ellers hvide hår voksede da ud som sorte. Som så forsvandt igen ved næste fældning.

Med fra Starten - og stadig med.

På den første danske kaninudstilling i Tivoli i København i 1895, var Russer med som en af de 5 daværende anerkendte racer. Og racen har været i landet siden, men aldrig med den store udbredelse. Heller ikke i andre lande er Russer særlig udbredt. Tyskland er absolut førende. Allerede i 1890 stiftedes den første Russenkaninchen-Zuchter Club.

Tegningen.

Russer står opført som tegningsrace i Standarden, men den er det på en helt anden måde en schecke- og hollændertegnede, der har en række ensvirkene anlæg, som efter deres antal giver variation fra ensfarvede til næsten hvide, med stadardtegnede et sted i midten. Som tidligere nævnt skyldes russertegningen kun et enkelt anlæg. Tegningen vil altid sidde på de nævnte yderpunkter. Men der er dog problemer med tegningen alligevel. Og det er underkæben der er problemet. I den nyeste udgave af Nordisk Kaninstandard, står der at hovedets tegning består af masken og øretegningen. Masken sidder på hovedets foreste del, og er set forfra oval. Den omfatter hele snudepartiet og overlæben. Og her er problemet, det sker nemelig tit at også underkæben er farvet. Her har man dog fået løst lidt af problemet, da standarden i dag siger at sodning på underkæben godtages.

Russer i standarden.

Hos Russer er kroppen hos hunnen middel lang, mens den hos hannen er noget kortere. Pelsen er ca. 2,5 cm lang, her er kort pels altså ikke tiladt som hos mange andre tegningsracer. Tegningens farve er anerkendt i sort, zobel blå og zobel brun. På de sidste 10 Landsudstillinger er Russer dog kun blevet præsenteret i sort.

Til Top

Schecke og Hollænder Klubben præsentere.

Dalmatiner Rex

Idealvægt 2,51 kg og højere.

REX er anerkendt i ca. 20 farvevarianter, så der er noget for enhver smag. Men det er ikke faven, der kommer i første række, det er den tætte, korte muldvarpeagtige pels, der er det alt dominerende racekendetegn. Tætheden i forbindelse med det korte hårlag (15-20mm) bevirker at hårene står lodret op fra bunden i hele deres længde. Stryger man med flad hånd imod hårlaget står de hår, der derved blottes, i hele deres længde som en lodret mur, hvor de enkelte hår ikke krydser hinanden.

REX-kaninens historie:
I et kuld vildtgrå krydsningerunger fandt en fransk bonde i 1919 en unge med et kort, fløjlsagtige hårlag, og det samme gentog sig i det næste kuld efter samme forældre. De to unger var han og hun, og med dem startede "rexfeberen" der hærgede alle lande med kaninavl, gjorde nogle rige og kostede ander deres sparepenge.

Tegning:
Idealet er en jævn fordeling af lige store, og klart adskilte pletter over hele kroppen. Pletterne som bør være runde eller ovale, skal være 1,5-2,5 cm i tværmål. Pletterne skal fremtræde så skarpt og adskilte som muligt. Farvepletterne skal være gennemfarvede. Hvide partier i ørerne, sommerfugl og øjenringene betragtes som opløsning i pletter og bør tilstræbes.

Til Top

Schecke og Hollænder Klubben præsentere.

Tysk Kæmpe Schecke.

Idealvægt: 6,01 kg og højere.

Tysk Kæmpe Schecke i Danmark.

Racen har aldrig haft den store udbredelse i Danmark, men der findes dog avler i Schecke og Hollænder Klubben der har taget racen til sig. Disse opdrætter gør det så godt at man må sige at der er noget at bygge på i det avls materiale vi har med Tysk Kæmpe Schecke

Tysk Kæmpe Schecke i Standarden

Med en idealvægt på 6,01 og op efter, hører Tysk Kæmpe Schecke til i den tunge ende af kanin racer. Typen på Tysk Kæmpe Schecke er kendetegnet ved ørenes længde harmonere med kropsstørrelsen. Kroppen er langstrakt uden at virke smal. Kropsstillingen giver en let knejsende holdning. Tegningen er delt i krops- og hovedtegning. Hovedtegningen består af sommerfuglen, øjenringene, kindpletterne og ørefarven. Kropstegningen af ålestregen og sidepletterne. Ålestregen begynder i nakken, ved øreroden, og går uden afbrydelse til haleroden. Den skal være så jævn som muligt med samme bredde fra skulderbladene til haleroden. De 3 - 7 sidepletter sidder på siderne af kroppens bagerste halvdel og på låret. De er fritstående og symmetrisk fordelt på begge sider . Grundfarven er hvid på alle varianter.

Til Top

Schecke og Hollænder Klubben præsentere.

Engelske Schecke.

Idealvægt: 2,5-3,2 kg.

Hovedets tegning består af sommerfuglen, øjenringen, kindplet og ørefaven. Sommerfuglen har vinger, der dækker overlæben til mundvigen, de må ikke mødes på underkæben. Det ikke for lange, men smukt afrundede horn, skal sidde i midten af næseryggen fra vingernes samlingspunkt. Øjenringen er relmæssig oval og må ikke være afbrudt. Kindpletten sidder nedefter og bagud for øjenringen, og kan være rund eller oval. Ørerne er farvede i hele deres længde, og faven afgrænses, så skarpt som muligt ved øreroden.

Kroppens tegning består af ålesteg og sidepletter og kæde. Ålestregen begynder i nakken og går uden afbrydelser til halespidsen. Sidepletterne sidder på kroppens bageste halvdel. De skal være fritstående, og mange, men små pletter er idealet. Kæden består af små pletter, der begynder ved nakken, og i en bue nedefter og bagud, og til sidst forener sig med sidepletterne. Både sidepletter og kæde skal være ens på begge dyrets sider, idet man tilstræber fuldstændig symetri. Pletter på bug, løb og halens underside er ingen fejl.

Som almindelig kendt lader det sig ikke gøre at fremavle dyr, der avler rent, eller blot delvis rent, hvad tegningen angår. Det skyldes, at standardtegnede dyr kun modtager scheckeanlægget fra den ene af forældrene, og et ikke-scheckeanlæg fra den anden af forældrene. Parres to standard-dyr, bliver gennemsnittet 25% hvidschecke, 50% standardtegnede og 25% ensfarvede, mens en parring mellem en hvidschecke og ensfarvede vil give 100% standardtegende dyr. Når denne kombination næsten ikke bruges, skyldes det to ting, huller i stamtavlerne, da ingen af forældrene kan bedømmes, og desuden er hvidscheckene svager i konstitutionen end de øvrige, de vokser langsommere, er modtagelige for sygdomme og har stor dødelighed, det skyldes at der til scheckeanlægget er koblet et anlæg for en arvlig blodsygdom.

Til Top

Schecke og Hollænder Klubben præsentere.

Californian.

Idealvægt: 4,01 kg og højere.

Hovedest tegning består af masken og øretegning. Masken, der sidder på hovedets forreste del, er set forfra lodret oval. Den omfatter hele snudepartiet og overlæben. Ørerne er farvede i hele deres længde og skal være skarpt afgrænsede ved roden.

Kroppens tegning Løbene er farvede på den yderste del og tegningen slutter 1-2 cm. over haseleddet i en reglmæssig ring. Halen er farvet i sin fulde længde og skarpt afgrænset ved roden.

Til Top

Schecke og Hollænder Klubben præsentere.

Mecklenbuger Schecke.

Idealvægt: 4,61 kg og højere.

Tegning, Kappetegning:
Kappen dækker største delen af ryggen og siderne. De enkelte patier dækker største delen af hovedet samt ørerne i sin helhed. Enkelte hvide pletter i panden og på nakken, til og med skulderbladene er ingen fejl. Enkelte farvede pletter på bugen og benene er ingen fejl.

Til Top