Og de elsker også som kaninere.

af Paul Johansen.

Kaninens kønsliv er rigt og varieret, og har på mange områder lighedspunkter med menneskenes adfærdsmønster på dette område.

I kaninstalden kan du opleve "den opmærksomme elsker", "den følsomme elsker", "lige på og hårdt elskeren", "nybegynderen", "den rutinerede", "charmefyren" (der alligevel ikke du'er som elsker), "den underkuede elsker" og mange, mange andre hantyper, og fælles for dem alle er, at de kan på hvilket som helst tidspunkt - eller tror de kan!

Men også huntypere kan fremvise deres temperament. Der kan være "den jomfrunalske 'uf rør mig ikke typen"', "den territorieforsvarende", "den hysteriske", "den meget snakkende", "den liderlige", "den, der falder i svime, når hannen er i nærheden", "den, der lader sig erobre", "den lidende", "den voldtagne", og mange flere typer.

Kaninerne er så varierede i deres karakterer, at bogen "Kaninbjerget" burde være blot een af mange bøger, der tager deres udgangspunkt i kaninens liv og oplevelser.

Fødsel:

For at starte fra en ende af i kaninens liv, begynder jeg her med den nyfødte kanin-unge. Der fødes i gennemsnit næsten lige så mange hanner som hunner. Gamle myter om at unge hanner, eller gamle hunner skulle give mere af det ene eller det andet køn, hører hjemme på det usaglige overdrev, ligesom historierne om "jomfruer-ne", og de gamle avlshunner

Det har heller ikke noget på sig, om det er hannen eller hunnen, der skal være størst, for at give størrelsen videre i avlen, ligesom det ikke betyder noget om hannen eller hunnen har en bestemt farve, som den så skulle give videre som dominant anlæg.

Der er ikke nogen kønsbundne farver hos kaninerne, og ingen kønsbundne anlæg for størrelse. Nogle mener dog at kunne fortælle om, at hvis deres avlshan er meget i brug, kan han give flere unger af det samme køn, og der henvises til de resultater der kan fremvises hos større husdyr. (Det lyder interessant, så det vil jeg undersøge nærmere, og komme tilbage til i en anden artikel). Der er ingen tvivl om, at de mange små iagttagelser, der gøres af opdrætterne, er med til at give et nuanceret billede af tantkaninernes gøren og laden. Op igennem kaninungemes opvækst viser den tidlige seksualitet sig ved, at man kan se hanungeme "ride" sine søskende. Der er nu ikke tale om den store hormonelle udvikling på dette stadium, men der er uden tvivl "noget, der rykker".

Nogle hunner bliver urolige, når de 16-20 dage efter fødslen kommer i brunst igen, og det kan bl.a. ytre sig ved, at hun jagter ungerne rundt i buret, og kan endog bide dem. Ude i naturen ville denne brunstperiode have et helt andet forløb end det, vi kan se hos kaninen, der er tvunget til at gå sammen med sine unger døgnet rundt. Hun ville, som sædvanligt forlade ungerne i hulen, og så opsøge en han, for at få sine lyster tilfredsstillet, og få ro i sindet, før hun vender næsen hjemad.

For de hunner, der jagter deres unger i burene, bruger jeg selv at sætte hende sammen med han i ca. en halv dag, så hun har fået "så hatten passer", og hun har da i langt de fleste tilfælde været rolig og omsorgsfuld overfor ungerne igen.

Opvækst:

Når ungerne bliver større - 3-5 mdn begynder deres pubertet. Hannernes lem udvikler sig fra en keglestub til at blive aflang og kegleformet. Testikleme vokser, og den todelte pung bliver større, så testiklerne kan være i dem. Pungen er en slags termostat, der regulerer temperaturen omkring de sæddannende og opbevarende dele. Der skal nemlig holdes en konstant temperatur, for at sæden kan holde sig levedygtig i længere tid. Derfor kan huden slappes, når pungen skal afgive varme, og trække sig sammen, når varmen skal holdes eller øges. Testikleme kan endog trækkes helt op i bughulen, enten når det er meget koldt, eller når hannerne slås, for så kæmpes der alvorligt, hvor det gælder for den stærkeste han at gøre modstanderen ukampdygtig, og hindre ham i at gøre sig gældende i familiesammenhæng. Derfor bides der efter de strategiske steder.

Voksen:

På udstillinger har jeg enkelte gange kunnet se dommerbemærkninger om nogle hanners store hængende punge. Om dette fænomen er permanent, sådan at kaninen har det altid, kan vel hverken dommeren eller jeg udtale mig om, men udstilleren ved det nok, hvis dyrene jævnligt efterses. Jeg tror det er noget, der skal undersøges nøjere, sådan at en hankanin kan få de point, den skal have, selv om den helt naturligt sikrer sin avlsduelighed ved at slappe pungens hud i et varmt udstillingslokale.

Hannens lem ændrer form, når han skal parre hunnen. Fra at være aflangt kegleformet bliver den dobbelt så lang og halvt så tyk (så den ligner en tynd stiv regnorm).

Farven ændres også, fra at være lyserød, til højrød.

Hunkaninernes kønsmodning starter i 4-6 måneders alderen, alt efter deres vægtklasse. Der sker en modning af æg i æggestokken, og det påvirker deres andre dele af kønsorganerne. Kønsåbningens vægge svulmer, fordi der tilføres mere blod i årerne der, så farven ændrer sig fra den normale lyse rosa til rødlig og i nogle tilfælde violet. De unge hunner kan, når de går flere sammen, blive lidt urolige i den periode, og løbe efter hinanden, og "ride" på hinanden. Her skal man være opmærksom på, at de bider hinanden i skulder og ryg for at holde fast, og der kan ryge totter af pelsen. Skal hunnerne bruges til udstilling, skal de sættes i enkeltbure, for at undgå ovennævnte pelsskader, for hvis hår-sækkene ødelægges ved udrivning af hår, kommer der hvide hår fra de nydannede celler, og det er jo ikke så godt.