Mor er den bedste i verdene.

af Poul Johansen

Dagene efter fødslen går med at komme til hægterne for moderens vedkommende. For nogle hunner er en fødsel "ligesom at smutte mandler", mens den for andre virkelig er en "hård fødsel"  måske med feber, overspring i ve-aktiviteten, fødsel af døde fostre, sædefødsler, udpresning af indre organer - og mange andre uhyrligheder, al den slags komplikationer, som vi mennesker også kender til, og omhyggeligt undlader at fortælle vordende mødre, for ikke at skræmme dem på forhånd.

Men kaniner har jo ingen jordemødre til at hjælpe og vejlede, og det kan da også være svært for hunnen at skulle reagere "naturligt" første gang den er ude i det. Den vil mærke mælkens spænding i brysterne efter fødslen, og den bliver stimuleret af ungernes klyrken, deres kravlen ind under hende, hvor de små bruger deres varmeregistrerende sanser på snuden, og deres lugtesans, der siger dem, hvor på kroppen, de kan finde mælkekirderne. Mælken løber hurtigt til patterne, når ungen begynder at suge, og selve diegivningen tager ikke mange minutter, så er maven fuld af mælk, ja det er egentligt utroligt, at en lille unge kan have så stor en mave-udvidelse. Når brystet er tømt, irriterer det hunnen, at ungen er ved patten, og hun springer væk fra den.

Gennem mælken modtager ungerne "antistoffer", d.v.s. de modstoffer mod alle de sygdomsangreb, som moderen har været ude for i sin levetid. Det er en god start at få, når man kommer lige fra et beskyttet miljø i livmoderen, og med det samme bombarderes med sygdomskim. 12-15 dage gamle åbnes ungernes øjne ved at den "søvn"lignende klistermasse, der har lukket øjnene, opløses. Ungerne begynder nu at forlade reden, da de nu med "egne øjne" også kan se, hvad der befinder sig omkring dem. De begynder at æde fast føde fra bunden af buret, og ind imellem kan de også lege lidt sammen, med små hop og løben rundt i buret. Her kan man opleve, hvad man ellers kun kan se ved at observere en kaninkoloni i lang tid. Efterhånden som ungerne vokser til, og de ikke får så meget mælk fra moderen, er fast føde dagens menu, og dermed øges også risikoen for at optage sygdomskim, og nu skal ungen til selv at danne antistoffer.

Hvis kaninungen får en stor dosis smitte-kim af en enkelt slags, kan det være svært for den at følge med i antistofdannelsen, og der kommer en reaktion fra ungens krop med temperaturforhøjelse, for på den måde at modgå smitten. Men er smitten for stor, bukker kaninungen under for sygdommen, og dør. En af de smitter, der er almindeligst forekommende, er coccidiose, som kommer fra kaninhunnens afføring. Kanin-hunnen kan have en ( eller flere) af coccidioseformerne, men kan via sit immunforsvar holde sygdommen i balance. men der kommer en stor mængde smittekim ud af hende, og så længe ungerne får mælk fra hende, er de også beskyttede. Men så snart mælken slutter, og de skal til at finde føden selv, kommer det kritiske punkt. I sådanne tilfælde er det bedst at ungerne flyttes til et rengjort rum, og at der rengøres ofte i buret. Men oplever man, at dødsfald blandt ungerne i deres anden levemåned af coccidiose, så kan det anbefales at behandle avlskaninerne med medikament er, som fås hos dyrlægen. Det koster lidt, men avlsdyrene kommer i bedre form, og pengene kommer igen ved, at der ikke er dødsfald blandt ungerne af coccidiose, og mange gange er det jo de bedste unger, der "tager billetten".

Der er forskellige meninger om, hvordan den ideelle kaninhun er, både af ydre og af "indre", d.v.s. hendes evner som moder

- mælkeproducent - store kuld - sunde unger - o.s.v. Vores kaninstandard har et ideal, men virkeligheden siger noget andet. De bedste hunner er dem med de store hageposer!!! Det viser videnskabelige undersøgelser. Er der nogen der her kommer til at tænke på en sammenligning mellem fotomodellen "Twiggy" (hende den supertynde) og "Jens Pæ'sens Maren fra Kæret" ( hende den bredrøvede, der fik 16 dejlige børn).