Mit hjem er min borg...

af Paul Johansen.

Kaninhunnens aktiviteter efter parringen går i retning af, at den skal sikre et så godt forløb af drægtigheden og en sikker fødsel for ungerne.

Så snart hunnen er parret, og føler sig drægtig, d.v.s. at hun mærker de hormonelle forandringer i kroppen, bliver hun afvisende for hannens tilnærmelser og kan i nogle tilfælde ændre sin psyke i retning af at blive en rigtig »furie«.

Denne sindsændring skyldes, at hun nu skal til at have et »personligt« territorium, hvor hun skal indrette redeplads, og sikre at ingen fremmede trænger sig ind og forstyrrer.

Nogle hunner begynder så småt med rede-bygningen en uges tid før fødslen. Det vigtigste for kaninen (og for os opdrættere) er, at reden er klar, når ungerne fødes.

Første gangs fødende hunner kan godt være lidt stressede, og komme lidt akavet i gang med redebygningen og føden - ja, i det svenske dværgkaninklubblad kan man endda læse en artikel, hvor man anbefaler kaninopdrættere at komme en lille del af et smertestillende middel i drikkevandet til hunnerne, som skal til at føde første gang, for at tage toppen af veerne, og derved berolige hende i det forløb, hun skal til at klare på egen hånd - uden belæring eller erfaring.

Redebygning.

Hunnen vælger en passende plads i buret som redested. Det er i de fleste tilfælde i et tørt hjørne, enten foran eller bag i buret, men man kan også se reder, der er placeret midt i buret.

Hunnen samler strå mellem sine fortænder og plukker, ligeledes med fortænderne, uld af sit bryst, bug og siderne. Når ungerne er født, plukker hun kun ulden, og lægger det oven på reden som en dyne.

Her kommer uldens gode egenskaber virkelig til sin ret. Varmen fra ungerne bliver ved dem, men fugten fra dem passerer op gennem ulden og ud i buret. Derved holdes klimaet tørt og varmt omkring ungerne.

Ungerne fødes.

Selve fødslen starter med veerne, som man ser på hunkaninen som trækninger i muskellaget på kroppen. Ved vanskelige fødsler kan man ligefrem se, at hunnen får »feberøjne«, og det viser, at hun har vanskeligheder ved fødslen, og temperaturen er steget nogle grader.

Under fødslen sidder hunnen op på bagbenene, og føder i de fleste tilfælde ungerne fremad -foran sig. Hun kan så med poterne og munden hjælpe ungen, slikke den og bide navlestrengen over. Den raske unge vil med det samme søge efter hunnens dievorter, men hvis ungerne fødes hurtigt efter hinanden, kan der blive trængsel i halmen foran reden, for hunnen føder ikke i selve reden, men som regel lige ved redekanten. Reden er en lille fordybning i bundlaget, foret i bunden med en blanding af strå og uld, og efter fødslen lægges et rent lag uld over. Der går nogle »ammestuehistorier« om, at man ikke må røre reden med de nyfødte unger, for så vil hunnen ikke have noget med dem at gøre eller, at hun tisser på reden og ungerne ikke bliver passet.

I de over 20 år jeg har haft kaniner, har jeg altid undersøgt kuldet, så snart jeg har ser, at hunnen har født. Jeg har ikke oplevet nogen »redevægring« efter et kik, men jeg har derimod set et dødt kuld ved eftersynet (under 1% af alle fødsler - incl. førstegangsfødende). Jeg tror nok, det har noget at gøre med, om man tager sig af sine kaniner - tager dem ud eller rører ved dem i buret - så de kender lugten af hånd-en.

Under fødslen kan der være komplikationer Hvis en unge ligger baglæns i føde-gangen, arbejder den jo modsat, når presseveeme vil have den ud. Derfor kan der godt gå lang tid med sådan en unge, og ofte er de helt blålilla i hovedet og på kroppen efter den svære fødsel og den eventuelle iltmangel, hvis de ikke blot ligger døde i halmen.

Hjælp kan være nødvendig.

Man kan nogle gange se unger kravle rundt på bunden på »må og få«, søgende et eller andet. Jeg har prøvet at lægge dem tilbage i reden, men ofte kravler de ud igen. I de allerfleste tilfælde søger de efter mælken hos moderen. Hunnen kan være så spændt i brystet, at det gør ondt, når ungerne søger at drikke. Så har jeg prøvet at tage ungerne og moderen ud af buret og taget hunnen på skødet med ryggen mod mig, og så ladet ungerne die ved vorterne een af gangen. Det tog trykket af hunnens bryst, og ungerne fik lidt mad i maverne.

Fødslen.

Som nævnt før, bider hunnen navlestrengen af ungerne straks efter fødslen, men efterbyrden - moderkagen - bliver også ædt, og i den findes de hormoner, der er med til at stimulere mælkedannelsen.

Kaniner æder altså kød i denne situation, og det kan også ses på dens afføring, for det er ikke hverdagskost for kaninen I det hele taget kan den »nybagte« kaninmoders afføring være lidt unormal de første uger efter fødslen, for hun skal også holde ungerne rene bagi, så der både kan komme urin og ekskrementer

Prøv selv at tage en lille redeunge ud, og lad en finger glide forbi enden, så må du dreje ungen sådan, at du ikke bliver ramt af tissestrålen.

Diegivning.:

Hunnen giver die til ungerne 1 - 2 (efler 3 gange) om dagen, alt efter hvilken rytme hun har, og efter om hun mætter dem. For urolige pibende unger i reden er også en stimulering til at mælken løber til brysterne, ligesom vi kender det med barne gråd, der får mælken til at spænde i moderens bryst.

Redekasse.

I kolde perioder, f.eks. ved tidlige forårsfødsler kan det for nogle kaninhunner være en fordel, at de har en fødekasse eller blot en føderamme, sådan at ungerne har et afgrænset omrade at være på. Det kan mange gange redde de små unger fra kuldedød i et stort bur, og i minusgrader.