Nemt og lækkert med kanin.
Her et par opskrifter.

Tilberedning og partering af kaninkød.

Danskerne burde spise meget mere kaninkød, end tilfældet er. Kaninkød er noget af det sundeste kød, der findes. Kødet er lyst, magert, meget nærende og ledt fordøjeligt med lavt vandindhold, som gør det lige velegnet til såvel hverdagsmad som festmad, skånemad og slankemad. En kanin giver let kød til fire personer. De bedste redskaber til partering og udskæring, er et stort spækbræt, og en god skarp kniv og evt. en fjerkræsaks. Det er nemmest at arbejde med kødet, hvis det er køligt, det har derfor godt af en lille tur i fryseboksen eller koldt vand, for at køle af inden partering .


  1. Forbovene skæres fra, bedst til stegning, eller sammen med hele forpartiet til f.eks. fars.

  2. Bugstykkerne skæres fra, f.eks. til fars, rullepølse eller småkød.

  3. Baglårene skæres fra, således at hoftebenet bliver siddende tilbage. Disse udbenes eller anvendes som de er til stegning. Kødet er godt til småkød, fars og koteletter.

  4. Ryggen skæres fra forparten lige bag sidste ribben og skråt frem, dette er kaninens mest kødfulde del og deles i flere stykker, eller kødet skæres fri til to mørbradlignende stykker.

  5. Alle ben er gode suppeben. Af en kanin får man ca. 500g. suppeben.


Ovnstegt kanin.
1 kanin a 1,2-1,5 kg. 1 tsk. salt.
½ tsk. friskkværnet peber. 1-2 spsk. chilisauce.
smør/olie til pensling. 3 dl. rødvin. rosmarin.

Den rengjorte kanin gnides godt ind i krydderblandingen og lægges i et velsmurt ovnfast fad med ryggen opad. Kaninen penles godt med halv-smeltet smør/olie. Steges i oven ved 180*, i 1 time med lidt vand i fadet. Kaninen pensles jævnligt, den må ikke tørstege, om nødvendigt kan kaninen dækkes med folie, under en tid af stegningen. Rødvinen tilsættes skyen. Er kaninen ikke tilstrækkelig brunet, kan den efterbrunes under grillen. Kaninen deles i passende stykker og anrettes i et varmt fad, hæld lidt af skyen over. Resten af skyen smages til og jævnes. Serveres med brune kartofler og salat eller løse ris.

Kanin i karry.
1 kanin på 1000-1200 g skåret i stykker, ½ tsk. stødt ingefær, 30 g mel, 2 hakkede løg, 2 hakkede sure æbler, 30 g baconfedt eller smør, 1 tsk. salt, 1 spsk. karry, 1 1/4 kop grønsagssuppe, mælk fra ½ kokosnød, revet "kød" fra ½ lille frisk kokosnød.

Gnid kaninstykkerne med ingefær og mel.  Svits løg og æbler i fedtet indtil de bliver gyldne.  Tilsæt kanin, salt og karry.  Rør godt og tilsæt grønsagssuppen og kokosmælken.  Lad det simre i ca.  1½ time.  Tag kødet op, si sovsen og bring den i kog igen.  Tilsæt kødet til gennemvarmning.  Serveres med revet kokosnød på toppen og placer en rand af ris rundt om kødet.

 

Broget kaningryde.
500 g kaninsmåkød, 2 store løg, smør/olie til stegning, 2 spsk. paprika, 1-2 spsk. kinesisk soya, 3 dl. langkornet ris,6-7 dl. bouillon, 1 ds. flåede tomater(500 g), 500 g majs med peberfrugter, 500 g grønærter, salt og peber.

De finthakkede løg, evt. 1-2 fede hvidløg, svitses i rigelig olie til løgene er let gyldne. Kødet brunes let. Ris og krydderier blandes godt med det hele. Saften fra tomaterne og bouillon hældes ved, og det hele småsnurrer under låg i ca. 25 min. Majs, ærter og kvarte tomater tilsættes, hæld evt. mere væske ved. Retten koger videre 10-15 min. Smag til med salt, peber og kinesisk soya.
Serveres i gryden pyntet med rød eller grøn peberfrugt. Giv lune flutes til.

Kanin i Wok.
600-700 g kaninsmåkød. 150 g røget bacon.
2 peberfrugter. 250 g broccoli 1 agurk.
1 bdt. radiser. 3 store tomater.
200 g bønnespirer. 3 spsk. kinesisk soya.
(oliven)olie. salt og peber.

Kaninkødet og bacon skæres i terninger, broccoli deles på langs, agurken skæres i små tynde stave, peberfrugterne skæres i tynde strimler, tomaterne skæres i både og radiserne i tynder skiver. Worken varmes op til den er meget varm, tilsæt olie. Broccolien steges under hurtig omrøring til den er knap mør. Det er vigtig, at grønsagerne bevarer sprødheden uden at virke rå. Peberfrugterne, radiser, agurk, bønnespirer og tomater steges i denne rækkefølge. Grønsagerne skubbes op på siden af worken, eller de tages op efterhånden som de steges. Tilsæt mere olie og steg bacon ok kød. Herefter blandes grønsagerne godt med kødet. Smag til med salt, peber og kinesisk soya.
Serveres med lune flutes.

Kanin i hvidvin med ristede champignoner.
1 kanin ca. 1500 g, salt og peber, 4 spsk. smør, 1 spsk.(oliven)olie, 1 spsk. mel, ½ fl. tør hvidvin -5 dl., 5 spsk. tomatpure, 2 fede hvidløg (kan udelades) 1 krydderbuket( 3-4 stikke persille, 2 kviste timian, 1-2 laurbærblade) 125 g champignoner, 2 spsk. smør.

Pater kaninen i passende stykker. Krydres med salt og peber. Brun kødstykkerne i en blanding af smør og olie i en stegegryde. Drys mel over og lad det brune med. Hæld hvidvinen og bouillonen over. Kødet skal blot lige være dækket. Tilsæt tomatpure, evt. hvidløg og krydderbuketten. Læg låg på og lad det snurre ca. 20 min. Sæt derpå retten i oven ca. 1 time ved 175*. De rengjorte champignoner ristes i gyldent smør. Bland dem i retten de sidste 10 min. af stegetiden. Fjern krydderbuketten. Jævn evt. saucen.
Serveres med lune flutes eller løse ris.

Frikadeller.
500-600 g hakket kaninkød, 200 g flæskefars
1 stort løg, 1 fed hvidløg, 3-4 spsk. mel
3-4 dl. suppe eller bouillon, 2 æg
salt og peber.
Kødet æltes sammen i en skål med de øvrige ingredienser, det hele røres sammen, tilsæt evt. mere væde. Smør/margarine smeltes til det har taget en gyldenbrun farve. Frikadellerne formes med en ske, dyppet i det varme fedtstof, og steges ved ikke for stærk varme ca. 5 min. på hver side.
Serveres med forskellige tilbehør såsom: Stuvet blomkål, stuvet spidskål, stuvet hvidkål, eller råstegte kartofler med grøn salat.

Kaninen kan nemt slagtes og fem minutter efter anvendes i køkkenet. Kaninkød egner sig særdeles godt til at dybfryse. Der er endog dem, der påstår, at kødet bliver beder efter en tur i fryseren. Opbevaringstider i dybfryseren er 6 måneder. Optøning foretages bedst i køleskab, det tager ca. to døgn for en hel kanin og ved stuetemperatur ca. et døgn. Under optøning og opbevaring skal kødet ligge i lukket beholder eller godt overdækket, da kaninkød også er let fordærveligt og nemt bliver tørt. Tildækket i køleskab kan kødet holde sig et par dage.

God appetit.