Du har fået interesse for kaniner, ikke kun en enkelt kælekanin, men du kunne godt tænke dig at komme i gang med lidt avl. Måske vil du lave lidt godt kød til gryden og udnytte havens og køkkenets rester, måske har du fået interesse for udstilling eller ...
Hvilken race skal man vælge:
Det første spørgsmål bliver, hvilken race ? Måske har du set en race og det skal bare være den, så er det problem løst, men sandsynligvis er du i tvivl. Prøv at undersøge, hvor den nærmeste kaninudstilling er i nær fremtid, der kan du i hvert fald se et udvalg af racer,- mæske er du så heldig at tidspunktet passer med Landsudstillingen, hvor de fleste kaninracer er repræsenteret. Du kan forhåbentlig også på enhver kaninudstilling se vores Standard med billeder at de fleste racer. Skal du bruge kaninen til slagtning, ja så er der nogle racer f.eks. Hvid Land og Californian, som har en speciel hurtig tilvækst. I princippet giver alle kaniner et godt slagteprodukt, der er bare forskel på størrelsen. Selvfølgelig får man hurtigere kød til en middag for 4 personer i en Fransk Vædder end i en Lille Sølv,- og hos en Dværgracerne er der ikke meget kød i en kanin. Kan du slet ikke forestille dig, at du skal slagte nogle af dine kaniner, så er det nok noget, du lige skal have tænkt lidt ekstra over, for ikke alle ungerne, du får er egnet til udstilling eller kan sælges som kælekaniner. Er det bare tanken om selv at skulle slagte, du ikke har det godt med, så snak med din formand i den lokale forening, han kender nok nogle, som måske kan hjælpe dig. Inden du vælger race, skal du tænke lidt på dine pladsforhold. En stor kanin skal der slæbes mere foder til og mere møg fra, end en lille kanin, og din mening var jo, at du ville i gang med at avle, så der skal der slæbes meget begge veje, og du skal selvfølgelig også have plads til at lave hensigtsmæssige bure til alle dine kaniner ! Kun Angorakaninen skal du tænke på kræver mere tid end andre kaniner, fordi den skal klippes hver 3. måned, ellers er pasning og tidsforbrug det samme for de forskellige racer. Er det din mening at dine børn skal være med i arbejdet og fornøjelserne med kaninerne ? Så skal du selvfølgelig også tænke på at en 8 kg Belgisk Kæmpe måske ikke er så nem at håndtere for børn, og ikke alle kaniner har et godt temperament til børn( derom lidt senere.) Men har du helt små børn kan en stor kanin med et roligt gemyt som f.eks. Fransk Vædder (ca. 6 kg.) være alle tiders, fordi den er så stor, at børnene ikke kan bære rundt på den, men bare klappe. Det kan godt være lidt hårdt at være lille børnekanin, speciel hvis der er flere småbørn om en kanin.
Klar til at købe:
Du har nu bestemt dig for, hvilken race du vil have, så skal du have den købt. Din lokale kaninavlerforeningsformand kan sikkert være dig behjælpelig med at finde avler af din udvalgte race, eller du kan låne et par af de sidste Landsudstillings kataloger, dem ved din formand nok også, hvem der har, eller du kan få fat i et avlerkatalog, det kan din formand nok også skaffe oplysning om ! Nu må vi håbe, du har fundet en eller flere avler, som har din favorit race. Hvad er det så egentlig, du skal ud at købe ? Et godt startgrundlag er at købe 1,2- d.v.s. 1 han og 2 hunner. Selv om du skulle have vilde planer om i massevis af kaniner, så er det klogt at starte i det små og vokse med opgaven. Alt for mange har "knækket nakken" på, at starte for voldsomt op. Selvom kaniner er et nemt dyr at have med at gøre, så vil der altid være begyndervanskeligheder og småproblemer, de løses nemmest og billigst, hvis ikke besætningen er for stor.
På handel:
Du kan nu kontakte avleren og få lavet aftale med ham, hvis du er heldig, så har avleren nogle gode voksen dyr til salg, der er klar til avl. Det vil være en fordel for dig, hvis du drømmer om udstilling, at dyrene er registrerede, da du så kan komme i gang med at avle med det samme, uden at skulle vente på en udstilling, hvor du kan få dem registreret. Selvfølgelig kan du også udstille dem efter, de har været avlet på, eller udstille hun med unger, men det nemmeste og mest sikre er, at de er registrerede, når du køber dem. Men måske har avleren slet ingen voksne dyr til salg, i heldigste fald har ham måske nogle ungdyr eller unger, måske må du nøjes med at bestille unger født ved første lejlighed. Hvis det er en kendt avler, og hvis hans avlsdyr er godt bedømt, sker der næppe noget ved at handle mad ham alligevel. Men lige meget hvad, du kan købe eller bestille, så vil jeg råde dig til at besøge avleren. Både kan han fortælle dig en masse om din udvalgte races særpræg, temperament, foderforbrug o.s.v. Specielt hvis dy ikke har haft ret meget med kaniner at gøre før, kan du få en masse nyttig viden. Men du kan også gøre dine værdifulde iagttagelser selv.
Brug øjne og øre:
Virker kaninerne livlige og veltilpasse ? Få dyrene ud på et bord og tjek, at de ikke er fedtede/snaskede på indersiden af forbenene, det er nemlig tegn på, at de er forkølede, de bruger nemlig forbenene til "lommetørklæde". Der må ikke være noget nysne og fnysen blandt dyrene, lad dig ikke overtale til at tro på "at det plejer de ellers aldrig" eller "det har jeg aldrig hørt før ", find en anden avler at købe dine dyr hos. Snue og nyseri er på det nærmeste umuligt at komme af med, det forsvinder næsten aldrig før, at dyrene får det dejligt koldt ved ca. -18 grader i dybfryseren! Er dyrene rolig i burene, eller knurrer de og sprutter, så er det nok ikke lige dem, du skal købe, hvis du drømmer om at gå og kæle med dine dyr, eller du har børn, der skal have noget fornøjelse af at hjælpe i stalden. Sørg for at få aftalt, at du får papirer med på dine dyr , selv om du måske ikke har lyst til at udstille lige nu, så er det rart at have papirerne, hvis du får lyst engang. Køber du unger, så få lov til at købe et par kg. foder med af det, som de er vant til. Det er en hård belastning af en unge, både at skulle transporteres, skifte omgivelser, nyt bur og så også have fremmed ukendt mad, Og giv den så lige lidt fred og ro til at falde til, inden hele familien skal klappe og beundre.
Held og lykke med din nye hobby !