Fodnoter, der giver pote......!

af Paul Johansen.

Jeg kan ikke se, at en rejsning er "unaturlig", hvilken rejsning der end tænkes på, men holder vi os til kaninens bevægelse på benene, så er det en naturlig måde for en kanin, at kunne se vidt omkring ved at sidde på bagbenene. Man kunne stille sig det spørgsmål, hvem der er kommet med et sådant forslag, og hvilke argumenter der fik standardudvalget til at udfærdige teksten? Måske er der nogen af læserne, der kan pejle mig ind på historien - eller personen bag denne "unaturlige" standard-meddelelse.

Benmuskler.

Benenes muskler er ligeså vigtige som knoglebygningen. De skal være veludviklede, og skal være med til at kunne bevæge kaninen og bære dens krop på en kraft-fuld og elegant måde. Musklerne er hæftet til knoglerne med stærke senebånd, men hele det store emne om muskler vil blive taget op ved en anden lejlighed.  Kaninens forben skal fra siderne af brystkassen bæres lige ned mod underlaget og ikke bue ind under kaninen eller "skræve" ud til siderne. Ved en "præsenterende" holdning rejser kaninen sig på sine strakte forben i en "kæk" holdning, der samtidigt skal få kaninen til at udstråle en "kvikhed' og "selvbevidsthed" Det kan være svært med ord at skulle fortælle om et dyrs måde at udtrykke sig på men det må vel komme ind under det vi kalder "kropssprog", da vi ikke kan høre kaninen udtrykke sig.

Hår på benene og "ål i strømperne".

På forsiden af forbenene her kaninerne en kortere pelstype med mange dækhår. Når kaninen fælder sin peIs, starter det som oftest på snudepartiet og fortsætter videre over kroppen og benene efter et nogenlunde fast mønster. De nye hår, der vokser ud, kan ændre intensiviteten i farven eller i den glansfulde overflade, alt efter hvordan kaninens stoftskifte og foderemner har været under udvæksten af de nye hår. Har der været rigeligt med "karotiner" i foderet (gulerødder og grøntfoder), bliver pelsfarverne kraftigere, men er kosten fattig på karotiner, bliver farverne blegere. Hvis der har været en sådan skiften i foder-emnerne under pelsskiftet på forløbene, kan man iagttage svage nuanceforskelle, der kan virke som svage striber. Dette kan især iagttages på vildtfarvede dyr, idet pelsens nuancer fra top til bund også kan give indtryk af striber ved den bæltevis inddeling af farvenuancerne som kan danne striber, når hårene glider over hinanden. Jeg har set bedømmelseskort med betegnelserne "japanestribet" på forløb, "fler-farvede løb" og "tværstribede forløb". Ingen af delene er rigtige bedømmelsesbeskrivelser, efter min mening, og dette har fået mig til at se nærmere på disse dyr, og jeg må sige, at en mere saglig iagttagelse og vurdering kunne have været ønskelig. Ligesom man fjerner "ål i strømperne" ved at strække benet og trække strømpen op, så skulle kaninens ben blot strækkes ud for at fjerne stribevirkningen. Bemærkningerne og bedømmelsestallene for typen har kostet nogle gode kaniner livet. Det er synd og skam.

Rene fødder.

Kaniner har ikke nøgne trædepuder, men er behårede under fødderne. Hårene er af en lidt anden type end de der findes på det meste af kaninens krop. Den er af en lidt grov dækhårstype - af næsten samme slags, som kan ses på undersiden af halen. Hårene vokser hele tiden mellem fældningerne, og det er jo meget praktisk, når der hele tiden slides på dem. Man kan iagttage, at der er nogle kaniner, der er helt rene under fødderne, mens andre kan være gulfarvede af urin og med klumper af snavs i hårene. Kaninen er jo et renligt dyr, der "pudser sig", og holder sig ren - næsten som en kat - og også pels-hårene under fødderne bliver vedligeholdt. Men om man direkte kan trække en linie mellem, at kaninen med de snavsede fødder også er et urenligt dyr med sig selv, er jeg lidt tvivlende overfor. Vi ved, at nogle kaniner kan være meget sirlige med at anbringe deres gødning i et bestemt hjørne af buret, mens andre gøder" over hele bunden. Jeg har oftest set rene undersider af fødderne på dyr, der har et gødningshjørne, og her ligger måske hemmeligheden ved den selvforstærkende effekt, at "sirlige" kaniner også vil have rene fodhår, fordi de ikke hele tiden går rundt i et snavset underlag i buret.

Andre faktorer.

En anden ting man kunne undersøge i denne sammenhæng var, om der eventuelt var noget med pelshårenes overflade, der var afgørende for renheden. Det kunne evt. være hårenes mindre skællede overflade, eller hårenes fedtede overflade, der havde en indvirkning, og kun en nøjere forskning på dette område kan løfte sløret for den/de faktorer, der ligger til grund for de "rene fødder". Nogle kaniner har en tendens til at få sår på hælen. Fænomenet kan række lige fra dyr med tyndslidte eller nøgne hæle, over rødmende og irriterede hælsåler til småsprækker i hælen og direkte sårskorpen. Nogle opdrættere tager hånd om disse dyr ved at prøve med et andet underlag i buret, andre behandler med salver, og andre prøver begge dele, mens nogle blot borttager de dyr fra avlen, der viser tegn til nøgle hæle. Alle tre måder kan være rigtige at løse problemet på, men der er bare den bagside ved sagen, at opdrætteren ikke kan diagnosticere på anden måde end at prøve sig frem. Årsagen til de nøgle hæle kan nemlig enten være:

1) At dyret går på et forkert bundlag enten det er netbund eller en "skarpstænglet" stråbund eller høvlspåner, der irriterer ved deres indhold af harpiks eller indre safter, der kan være i træet.

2) At dyret skal smøres med salve på huden, og det kan være ligefra "kopattesalve" til dyre reeeptpligtige salver med "kortisone.

3) At dyret skal tages ud af avlen, grundet mistanke om, at det er et arveligt anlæg, der ligger bag.

Nøgne hæle er i nogle tilfælde knyttet til bestemte racer eller bestemte stammer, og det kunne tyde på, at der var noget arveligt med i spillet, så løsningen med at udsortere avlsdyrene, er nok i længden den mest holdbare.

En hård negl.

Yderst på fødderne har kaninen negle, der hele tiden vokser. Lige fra den er nyfødt, kan man se neglene på tæerne. Kaninungernes kløer vokser til at blive lange og sylespidse på ungdyrene, hvor et spjæt fra dem let kan forårsage nogle dybe flænger på en ubeskyttet arm, når de feks. skal tages ud af buret. Ved klipning af neglespidserne kan man holde neglene i en passende længde, og man undgår den spiralsnoede vækst på neglene, som vil ske, når de bliver for lange. Men man skal også passe på ikke at klippe ind i den centrale del af neglen, som er en benkærne med blodårer og nerven Til udstilling og bedømmelse skal neglene være "velklippede", som det står i kaninstandardens afsnit om "kondition og pleje". Skulle man være så uheldig at klippe i neglens benkærne, sådan at det bløder, kan man tage kaninen og lægge den i skødet på ryggen og benene op, og med en ren klud tørre blodet forsigtigt af. Efter nogen tid skulle blodet være størknet, og kaninen kan sættes forsigtigt ned i en kasse med ren strøelse i. Hvis der ikke er sket stor skade med neglens kærne, så vokser neglen videre, men er skaden stor, kan det ende med en misdannet klo. Nogle gange kan man komme ud for den kedelige oplevelse, at en negl er revet af, f.eks. ved at kaninen har hængt fast i noget hårdt i bunden (f.eks. trådbund). Der kan da ske det, at der ikke dannes noget nyt benvæv, eller at der danner sig en ben-kærne eller benklump - uden hornnegl.

Klip en tå(negl).

"Velklippede negle" tolkes af de fleste kanindommere som, at der skal være et friskt klippesnit på neglene. Jeg synes selv, at hvis de er nyklippede inden for kort tid og de er velsoignerede, d.v.s. rensede for eventuelle rester af snavs, så skulle standardens tekst om "velklippede" være opfyldt.

Nu vi er ved neglene, har du set noget sted i kaninstandarden om, hvor mange tæer, der er på kaniners forben og bagben? Ingen steder - vel?

Der er fem kløer på forpoterne - 4 fremadrettede og i lidt højere oppe på indersiden, og fire fremadrettede på bagbenene, og de er lidt grovere end på forpoterne. Kløerne er horndannelser - af næsten samme konsistens som pelshårene, men dannet sådan, at de giver en hård negl. Ude i naturen har vildkaninen meget brug for disse hårde kløer. Kaninens bolig er i huler i jorden, og de er gravet ud med poterne. Dertil er kløerne et vigtigt redskab, men også i det daglige bruger vildkaninen kløerne til - at grave spiselige rødder frem -forsvare sig med - klø sig i pelsen - og mange flere små gøremål.

Kløer.

Under afsnittet om kanins øjenfarve, nævnte jeg noget om "blå" kaniners farvefortyndingsanlæg. Ligesom pelsen er en fortynding af sort, er neglene også lysere end på sorte kaniner. Men da neglene vokser hele tiden, kan der være mindre og mindre farvestof tilbage i negleroden, og neglen kan ende med at blive næsten helt hvid og så er det slut med den kanin som udstillingsdyr. Det kan ske for en enkelt klo - eller flere at de ændres. Kaniner med fortyndings anlæg, som har anlæg for større ændringer af neglefarven, bør undgås i avlen, da jeg har iagttaget, at der ligger en arvelig faktor bag. Hvide kløer, der skyldes et skjult anlæg for "hollændertegning" er et helt andet problem. Det er i de fleste tilfælde mest at se på forbenenes kløer. Parres to dyr med et skjult anlæg for "hollændertegning", fremkommer der dyr, der kan vise tegningsanlæg - lige fra den ene hvide negl over den hvide forpote og en hvid blis i panden - til en tegning, der mere eller mindre peger hen imod standardens anerkendte hollændertegning.

Free JavaScripts provided
by The JavaScript Source