Et ordentligt hoved på... og halen mellem benene!

af Paul Johansen

Hvad kan der siges beskrivende for et kaninhoved? Ser vi på formen, er den almindeligste form nærmest en ægformet facon, hvor den spidsere del danner næsen.

Hovedet skal sidde tæt til kroppen, sådan at halsen ikke ses tydeligt. Halsmusklerne skal være korte og kraftige, sådan at de kan bære hovedet højt, og få kaninen til at se kvik og opvakt ud.

Når kaninen "ligger" på dommerbordet, bør hovedet holdes så højt, at den underste del af hovedet er på højde med ryglinien. (Kaninens præsentation kommer jeg tilbage til i en senere artikel). Kaninens lugtesans er god, så den vil undersøge sin siddeplads foran dommeren, og det kan få den til at sænke hovedet og snuse sig til, hvem der har været på pladsen før den. Under kaninens hage, mellem underkæbe benene, sidder en kirtel, som udskiller et duftsekret. Der står ikke noget om den i standarden, ja, der er endda ikke ret mange kaninbøger, der omtaler kaninens duftkirtler, selv om de er en meget vigtig del af kaninens kommunikationssystem som flok-og kolonidyr. Især hannens kirtel er veludviklet, og den gnider sin hage af på alle fremspringende punkter for at markere sit territorium. Siddeunderlaget på dommer-bordet får også nogle strøg af kirtlen, og signalerne til den næste kanin er dermed givet.

Hårene omkring hagekirtlen kan være fugtige eller sammenklistrede, men bør af den grund ikke trække ned ved bedømmelsen (og jeg har da heller aldrig set en dommer gøre anmærkninger derom).

På siderne af kaninhovedet sidder øjnene, og hvis du tager en af dine kaniner frem, så vil du se, hvor fantastisk godt et udsyn kaninen har. Den skal ikke dreje hovedet ret meget frem og tilbage, før den har haft et totalt overblik over, hvad der rører sig omkring den. De stærkt hvælvede øjne minder meget om de "fiskeøjeobjektiver" man kan få til fotografiapparater, og som næsten dækker 180 grader hver.

I den forreste del af øjet sidder tårekanalen og blinkhinder. Tårekanaler er med til at holde øjet fugtigt, og der er foruden den saltholdige tårevædske nogle duftstoffer i. Der kan ligesom hos os mennesker danne sig søvn i øjnene, og man kan af og til se kaninen sætte sig på bagbenene og gnide øjnene og "pudse" sig, ligesom en kat gør det. Kaninen er jo også et meget renligt dyr, og det er nok derfor, det virker indbydende for os mennesker at kæle med den.

Under øjnene sidder kæbepartiet og kinderne. Normalt er de lidt bredere og kraftigere hos hannen end hos hunnen. Behåringen kan også være forskellig hos de to køn, men det der tæller mest, er den hårmængde, der er arveligt betonet. Der er racer/stammer, der har en kraftigere pels på kinderne, og de vil på denne måde kunne præstere et andet racepræg end de kaniner, der har en kort pelstype på kinderne.

Pandens bredde giver også sit præg på hovedets type. Igen kan det her siges, at hannens hoved har en lidt bredere pande end hunnens, men også arveligheden for en bredere pande, som ofte viser sig ved et større fylde over øjnene - det man kan kalde øjenbrynene - er med til at give indtrykket af "masse" og "type". Alle racer, der i deres standardtekst har henvisninger til almindelige bestemmelser, er inde under afsnittet i kaninstandarden, der har med eksteriørbedømmelsen at gøre.

Der står, at hannens hoved er forholdsvis kort, da næseryggen er svagt krummet. Hunnens hoved er mere tilspidset.

Jeg kunne godt tænke mig, at denne påstand om, at hannens hoved er kortere end hunnens, blev prøvet af med nogle målinger, for jeg har en lumsk mistanke om, at det ikke forholder sig helt sådan. Hunnens hoved virker nok kun længere på grund af, at det er smallere.

Til slut står der i teksten, at hovedet hos både hanner og hunner skal virke harmonisk i forhold til kroppen. Det er en meget blød og vattet formulering, for der er ikke angivet nogen vejledende mål for harmonien. Der vil sikkert være ligeså mange bud på, hvad det rigtige forhold er mellem hoved og krop, som der er opdrættere.

Dem, der har beskæftiget sig med tegning, vil vide, at der er noget der hedder "det gyldne snit". Det er et naturligt balance-forhold, som de gamle grækeré satte tal på, og formulerede, så at andre også kunne forstå det. jeg finder, at det gyldne snits mål også bør være grundlaget for, hvad der er harmonisk på en kanin; alle andre mål ville være unaturlige. Vi behøver blot at se på siden af dette blad. Forholdet mellem den korte og den lange side af papiret kommer meget nær det gyldne snit. Princippet i det gyldne snit er - hvis vi holder os til en papirside - at den korte side forholder sig til den lange, som den lange forholder sig til længden af den korte på den lange tilsammen. Eller tager man en pind og finder det punkt, der deler den i en større og en mindre del, så skal den mindre del have et forhold til den større, som den lange del til hele pindens længde. Nå - lad det nu lige, vi kan se nærmere på det, når vi ser på kroppen, og dens proportioner.

I kaninstandarden er der enkelte racer, der har bemærkninger om deres kropsform -beskrevet under racen. Det gælder Fransk Vædder, New Zealand Red, Belgisk Hare, Lille Tysk Vædder, Dværgvædder, Hermelin og Dværghare. For Vædderne gælder det, at de skal have samme type hoveder hos alle tre størrelser, og hannen skal have "meget kort hoved med krum næseryg, bred pande og fyldige kinder". Hunnens hoved må være lidt smallere, men idealet er også her et rundt, kort og bredt hoved. Hermelinerne har idealkrav, som siger, at begge køn skal have kuglerunde hoveder, set både forfra og fra siden. Den krumme næseryg, det korte snudeparti og den brede pande bidrager til denne form, hvad også de korte ører gør. Belgisk Hare og Dværghare har det smalle, langstrakte og fintbyggede hoved tilfælles og opvakte ører, der hos Belgisk Hare skal være forholdsvis lange og hos Dværg Hare små og fine. New Zealand Red's hoved skal være kraftigt, og pandepartiet og næsen bred og med fyldigt kindparti.

Free JavaScripts provided
by The JavaScript Source